Mens det meste af verden ligger underdrejet på grund af finanskrise – så har nordmændene hidtil været i stand til at navigere sig uden om skarpe skær. Men i denne uge (uge 11) fik de noget at tænke over. Oliefondet – altså den fond, hvor alle indtægter fra landets salg af olie ligger, også kaldet nordmændenes sparegris, har tabt ikke mindre end 633 milliarder kroner på et enkelt år. Pengene er tabt på udenlandske obligations- og aktieopkøb sidste år. De 633 milliarder svarer næsten til dette års nationalbudget i Norge – alligevel tager både regeringen og ledelsen af Oliefondet det helt roligt. Det skal nok gå, sir’ de – men ude omkring i landet, ser man tydeligt skærene fra den internationale finanskrise. Landet er stille og roligt i færd med at blive delt på to: et A og et B hold.
Onsdag den 11. marts fremlagde Oliefondets chef, Yngve Slyngstad Oliefondets værste årsresultat nogen sinde: Et tab på 633 milliarder kroner.
Det er den norske sparegris vi snakker om – den nationale fællesformue. På et år, har oliefondet tabt 633 milliarder kroner. Det svarer næsten til dette års statsbudget. Eller til, at hver eneste af Norges 2 millioner husstande pludselig mister 380.000 kroner. Det er de sidste ti års afkastning, der nu er forsvundet på et enkelt år. De penge, der skal bruges til at holde hjulene i gang i det norske samfund.
Oliefondens officielle navn er Statens Pensionsfond – Udland. Alle olie og gasindtægter overføres til fonden som igen investerer i udenlandske obligationer og aktier ud fra nogle bestemte etiske retningslinjer. Og de sidste mange år er formuen bare vokset og vokset til Europas største med godt 2.275 milliarder kroner. Hva’ er så problemet – kan man spørge?
Der er ingen problemer, sir politikerne og oliefondens økonomer – og finansministeren Kristin Halvorsen gør i disse dage hvad hun kan, for at forklare den nervøse befolkning og den kritiske presse, at det store milliard-tab på aktieopkøb i 2008 ikke behøver at betyde, at alle pengene er tabt, for der er tale om langsigtede investeringer der løber i 20-30 år:
Til NRKs nyhedsprogram sagde finansministeren onsdag aften den 11. marts:
"...Vi har købt veldig mye bilige aktier det sidste år og vi regner med at verdensmarkedet tager sig op igen, at krisen går over og så vil værdien jo stige igen - og fordi vi ikke er kortsigtede og tvunget til at sælge, så kan vi sidde helt stille og optræde fornuftig og tænke langsigtet.
Men uanset om oliefondens formue er placeret i langsigtede aktier, så ER den interntationale finanskrise i færd med at indhente nordmænene.
Norge har stadig den laveste arbejdsløshed i Europa – mindre end tre procent – cirka 60.000 ledige – næsten som i Danmark - Endnu. For nye tal fra social-, arbejds- og velfærdsetaten – på norsk forkortet til NAV – melder om, at inden udgangen af dette år, vil tallet sandsynligvis være fordoblet.
Værst ser det ud for dem, der arbejder i eksportindustrien. I den lille kommune Høyanger på Vestlandet, hed den vigtigste virksomhed indtil for nylig Fundo. Virksomheden producerede fælge til den europæiske bilindustri. For en måned siden gik den konkurs og som følge af det, er arbejdsløsheden raset op fra ingenting til tyve procent og kommunens social-budget for i år er sprængt. Nu har kommunen fået lovning på en redningspakke fra regeringen på 10 millioner kroner.
Og sådan kommer det til at gå over hele landet, forudser Statistisk Sentralbureau – Finanskrisen som hidtil har været noget der foregik uden for Norges grænser - vil slå hårdt ind på de 500.000 ansatte i industri, bygge- og anlægsbranchen og søfarten.
Men der er nordmænd, som ikke vil mærke krisen. De 750.000 ansatte i staten og kommunerne og dem, der lever af norske kunder – de går sandsynligvis ramt forbi: de har fortsat gode dage med trygge job, reallønsvækst og rentenedsættelser.
Statistisk Sentralbureau sagde i denne uge, at den internationale finanskrise vil dele Norge i to, med et A og et B hold.
Denne tekst, inklusiv interviews og lyd-citater, finder du ved at gå ind på www.dr.dk/orientering - indslaget blev sendt fredag den 13. marts mellem klokken 17.10 og 17.30.
http://www.dr.dk/P1/orientering/indslag/2009/03/13/174606.htm
tirsdag den 17. marts 2009
mandag den 9. marts 2009
søndag den 8. marts 2009
Kvindernes Internationale Kampdag
8. marts i Oslo.
Oslo viste sig i dag fra sin vejrmæssigt værste side, sne, regn, sjap. Dette har nok medvirket til, at der kun mødte knap 1000 kvinder op på Yongstorget i Oslo i dag, Kvindernes internationale kampdag.
På forhånd havde den syriske fødte Sara Azmeh Rasmussen meddelt via medierne, at hun ville benytte dagen til at brænde sin hijab offentligt. Dette var også medvirkende til, at en gruppe muslimske kvinder iført hijab, stod stille og ventede på, om det skulle lykkes Sara Azmeh at få ild på det gennemblødte tørklæde.
Det tog sin tid - og der måtte benzin til - og så blussede flammerne. Høje klapsalver og piften lød ud over pladsen indtil vrede muslimske mænd og kvinder tog ordet og protesterede højlydt. Nogle af de muslimske mænd og enkelte etnisk norsk-udseende mænd kastede våde snebolde op mod Sara Azmeh, der stod smilende og ubevægelig mens hun holdt den flammende hijab - rundt omkring mig stod muslimske kvinder og græd og trøstede hinanden og rakte armene op mod himlen - deres øjne lyste af frygt.
De sidste tre uger har vi her i Norge haft en sag, som i den grad har sat sindene i kog: Det norske justitsministerium sagde ja til at norske politikvinder skal have lov til at være iført hijab når de bærer politiuniform. Nu er forslaget trukket tilbage og justitsministeren er sygemeldt i fjorten dag. Han fik på puklen fra alle sider i Stortinget og samfundet og de eneste, der scorede på hijab-sagen, var Fremskrittspartiet som brølte op om "snigende islamificering af det norske samfund".
Ser man bort fra Fremskrittspartiet, som benytter enhver lejlighed til at mistænkeliggøre muslimer for derved selv at komme nærmere magten ved hjælp af folkestemninger og fremmedangst, så er der tilsyneladne en flertalsholdning i den norske befolkning, som ønsker, at politiuniformen skal forblive værdineutral. Og derfor er det ikke muligt, at smykke den med religiøse symboler som fx hijab'en.
Dette kan jeg tilslutte mig: Hvis jeg skal anholdes, så vil jeg som ikke-troende, sætte pris på, at ordensmagten hverken bærer synligt kors, hijab, turban eller kippa.
Den vigtige sag er denne: Millioner af kvinder verden over har ikke selv lov til at vælge, om de skal gå med hijab eller ikke. Det er disse kvinders sag, der skal kæmpes. Og jeg tror ikke på, at vi fremmer de undertrykte kvinders sag, ved at sige, at religiøse symboler er i orden som en del af et offentligt hvervs klædedragt.
På den anden side, så har de kvinder, som blir tvunget til at bruge hijab, sandsynligvis mange andre store problemer, hjemme hos familien. Her er hijab'en bare det synlige bevis på, at deres eget frie valg ikke eksisterer. Og i værste fald, så fjerne hijab-diskussionen fokus fra noget, som er meget farligere: nemlig det faktum, at millioner af kvinder over hele verden undertrykkes og et ukendt antal kvinder blir dræbt - i guds navn.
Oslo viste sig i dag fra sin vejrmæssigt værste side, sne, regn, sjap. Dette har nok medvirket til, at der kun mødte knap 1000 kvinder op på Yongstorget i Oslo i dag, Kvindernes internationale kampdag.
På forhånd havde den syriske fødte Sara Azmeh Rasmussen meddelt via medierne, at hun ville benytte dagen til at brænde sin hijab offentligt. Dette var også medvirkende til, at en gruppe muslimske kvinder iført hijab, stod stille og ventede på, om det skulle lykkes Sara Azmeh at få ild på det gennemblødte tørklæde.
Det tog sin tid - og der måtte benzin til - og så blussede flammerne. Høje klapsalver og piften lød ud over pladsen indtil vrede muslimske mænd og kvinder tog ordet og protesterede højlydt. Nogle af de muslimske mænd og enkelte etnisk norsk-udseende mænd kastede våde snebolde op mod Sara Azmeh, der stod smilende og ubevægelig mens hun holdt den flammende hijab - rundt omkring mig stod muslimske kvinder og græd og trøstede hinanden og rakte armene op mod himlen - deres øjne lyste af frygt.
De sidste tre uger har vi her i Norge haft en sag, som i den grad har sat sindene i kog: Det norske justitsministerium sagde ja til at norske politikvinder skal have lov til at være iført hijab når de bærer politiuniform. Nu er forslaget trukket tilbage og justitsministeren er sygemeldt i fjorten dag. Han fik på puklen fra alle sider i Stortinget og samfundet og de eneste, der scorede på hijab-sagen, var Fremskrittspartiet som brølte op om "snigende islamificering af det norske samfund".
Ser man bort fra Fremskrittspartiet, som benytter enhver lejlighed til at mistænkeliggøre muslimer for derved selv at komme nærmere magten ved hjælp af folkestemninger og fremmedangst, så er der tilsyneladne en flertalsholdning i den norske befolkning, som ønsker, at politiuniformen skal forblive værdineutral. Og derfor er det ikke muligt, at smykke den med religiøse symboler som fx hijab'en.
Dette kan jeg tilslutte mig: Hvis jeg skal anholdes, så vil jeg som ikke-troende, sætte pris på, at ordensmagten hverken bærer synligt kors, hijab, turban eller kippa.
Den vigtige sag er denne: Millioner af kvinder verden over har ikke selv lov til at vælge, om de skal gå med hijab eller ikke. Det er disse kvinders sag, der skal kæmpes. Og jeg tror ikke på, at vi fremmer de undertrykte kvinders sag, ved at sige, at religiøse symboler er i orden som en del af et offentligt hvervs klædedragt.
På den anden side, så har de kvinder, som blir tvunget til at bruge hijab, sandsynligvis mange andre store problemer, hjemme hos familien. Her er hijab'en bare det synlige bevis på, at deres eget frie valg ikke eksisterer. Og i værste fald, så fjerne hijab-diskussionen fokus fra noget, som er meget farligere: nemlig det faktum, at millioner af kvinder over hele verden undertrykkes og et ukendt antal kvinder blir dræbt - i guds navn.
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
