Kvindernes Internationale Kampdag

8. marts i Oslo.
Oslo viste sig i dag fra sin vejrmæssigt værste side, sne, regn, sjap. Dette har nok medvirket til, at der kun mødte knap 1000 kvinder op på Yongstorget i Oslo i dag, Kvindernes internationale kampdag.

På forhånd havde den syriske fødte Sara Azmeh Rasmussen meddelt via medierne, at hun ville benytte dagen til at brænde sin hijab offentligt. Dette var også medvirkende til, at en gruppe muslimske kvinder iført hijab, stod stille og ventede på, om det skulle lykkes Sara Azmeh at få ild på det gennemblødte tørklæde.

Det tog sin tid - og der måtte benzin til - og så blussede flammerne. Høje klapsalver og piften lød ud over pladsen indtil vrede muslimske mænd og kvinder tog ordet og protesterede højlydt. Nogle af de muslimske mænd og enkelte etnisk norsk-udseende mænd kastede våde snebolde op mod Sara Azmeh, der stod smilende og ubevægelig mens hun holdt den flammende hijab - rundt omkring mig stod muslimske kvinder og græd og trøstede hinanden og rakte armene op mod himlen - deres øjne lyste af frygt.

De sidste tre uger har vi her i Norge haft en sag, som i den grad har sat sindene i kog: Det norske justitsministerium sagde ja til at norske politikvinder skal have lov til at være iført hijab når de bærer politiuniform. Nu er forslaget trukket tilbage og justitsministeren er sygemeldt i fjorten dag. Han fik på puklen fra alle sider i Stortinget og samfundet og de eneste, der scorede på hijab-sagen, var Fremskrittspartiet som brølte op om "snigende islamificering af det norske samfund".

Ser man bort fra Fremskrittspartiet, som benytter enhver lejlighed til at mistænkeliggøre muslimer for derved selv at komme nærmere magten ved hjælp af folkestemninger og fremmedangst, så er der tilsyneladne en flertalsholdning i den norske befolkning, som ønsker, at politiuniformen skal forblive værdineutral. Og derfor er det ikke muligt, at smykke den med religiøse symboler som fx hijab'en.

Dette kan jeg tilslutte mig: Hvis jeg skal anholdes, så vil jeg som ikke-troende, sætte pris på, at ordensmagten hverken bærer synligt kors, hijab, turban eller kippa.

Den vigtige sag er denne: Millioner af kvinder verden over har ikke selv lov til at vælge, om de skal gå med hijab eller ikke. Det er disse kvinders sag, der skal kæmpes. Og jeg tror ikke på, at vi fremmer de undertrykte kvinders sag, ved at sige, at religiøse symboler er i orden som en del af et offentligt hvervs klædedragt.

På den anden side, så har de kvinder, som blir tvunget til at bruge hijab, sandsynligvis mange andre store problemer, hjemme hos familien. Her er hijab'en bare det synlige bevis på, at deres eget frie valg ikke eksisterer. Og i værste fald, så fjerne hijab-diskussionen fokus fra noget, som er meget farligere: nemlig det faktum, at millioner af kvinder over hele verden undertrykkes og et ukendt antal kvinder blir dræbt - i guds navn.